Vinteren Anno Domine 486

Drogo

Det har været en hård vinter for mig. Jeg har altid været en mand der har elsket at kæmpe, men hoflivet og kvinder har jeg aldrig haft forstand på. Efter et spændende år, hvor vi desværre gik glip af kampen ude vest på, og de muligheder det gav for at skrabe min arveafgift sammen, var højdepunktet helt sikkert kæmpedrabet. Det har i denne vinter dog vist sig at være både en velsignelse og en forbandelse.

Jeg var dårligt nok kommet hjem til vinterens start før uheldene syntes at begynde at regne ned omkring mig. Min hest mistede en sko på vejen, jeg var dårligt nok nået ind i min hjemby, før jeg kunne se at mit eget hjem var ved at falde ned om ørerne på mig. Det endte med at koste mig 2 pund at få ordnet, så vi kunne komme igennem vinteren.

Og da jeg endelig kom indenfor informerede min moder mig om at det sidste af høsten havde vist sig at være helt ødelagt af insekter. Det ser ud til at vi kan klare os gennem vinteren, men kun lige. Insekterne er der ingen af bønderne der har hørt om skulle gå i afgrøderne på denne årstid før.

Efter et par hårde uger, hvor vinteren dog ikke var sat rigtig ind endnu dukkede en mystisk person op. Det var en ung kvinde, som af opførsel lod til at have erfaring med at begå sig i højere kredse. Måske endda højere kredse end jeg var vant til. Hun var og er dog stadig ikke villig til at fortælle mig noget om hvem hun er og hvor hun kommer fra. Det eneste hun ville fortælle mig var hendes navn, Elethea, og selv det har jeg en mistanke om ikke er hendes rigtige navn. Hun ønskede at komme ind i min husholdning, og jeg havde ærlig talt svært ved at finde ud af hvad jeg skulle gør med hende. Jeg har ikke meget forstand på kvinder, og valgte at konferere med min mor.
Hun sagde at jeg ikke skulle stole på hende, men prøve hende af. Hun anbefalede at jeg satte hende til at arbejde blandt bønderne i et år, for at se hvad hun var gjort af. Følte hun sig for fin til at gøre dette var hun ikke værd at samle på. Hårdt arbejde værdsættes var vist hendes ord. Jeg tænkte at det lød som en fornuftig ide, og da jeg fortalte Elethea hvad vi var nået frem til, godtog hun det uden at kny. Hun fik lov til at bo i hovedhuset et par dage, og her fortalte hun mig at hun så det som en ære at arbejde for en kæmpedræber. Hun fik også lov at varme min seng, og jeg kan ikke sige mig fri for at være blevet lidt glad for hende.

Kort efter at blev sendt ud at arbejde for bønderne, indkaldte sir Gilbert til en fest i forbindelse med hans datters fødsel. Jeg drog glad afsted, men måtte indse at mit uheld langt fra var ovre. Endnu en gang tabte min hest en sko, og jeg var tvunget af for at forhindre den i at blive halt. Det blev en lang tur, og jeg endte med at konkludere at jeg var blevet ramt af en forbandelse. Jeg havde dog svært ved at se hvem jeg skulle have fornærmet så meget at de ville kaste en forbandelse over mig. Skumlende i mine egne tanker ankom jeg til Sherrington Manor, hvor jeg blev modtaget af Sir Gilbert. At se mine gode venner igen løftede humøret en smule, og til aftenens fest besluttede jeg at drukne mine tanker i alkoholens tåger. Men endnu en gang ramte forbandelse ned over mig. Jeg havde dårligt nok rejst mig fra bordet, for at finde min soveplads før min fod blev fanget i et hul i jorden, og jeg vælter ned over bordet. Resultater blev en forstuvet skulder, og en meget lang og smertefuld nat.

De næste dage blev druknet i alkohol for at dulme smerten, og tiden blev fordrevet med at fortælle gode historier. Da det blev tid til at ride hjemover, kom min væbner løbende og fortalte at sadlengjorden var sprunget da han satte sadlen på. Endnu engang ramte forbandelsen over mig. Det endte med at koste mig endnu et pund at få en ny saddel, og jeg kunne nu endelig ride hjemad.

Da jeg endelig nåede hjem blev jeg modtaget af min moder. Hun fortalte at tingene absolut ikke så godt ud hjemme heller. En del af vinterforrådet var af uforklarlige årsager gået i forrådnelse, og det blev nu en vinter som blev svær at komme igennem. Vi endte med at rationere maden, så det blev en lang vinter på denne måde. Og med en forstuvet arm blev der heller ikke tid til at træne med min væbner, og de lange aftener måtte jeg fordrive med at høre og fortælle historier.

Kort før vinteren slap sit tag i Salisbury kom Elethea kortvarigt tilbage til min Woodford Manor. Hun ønskede at tale med mig i enrum. Jeg stoler stadig ikke helt på hende, for med hendes ukendte baggrund ved jeg ikke helt hvad jeg skal forvente af hende. Min arm var dog ved at være tilbage ved fuld styrke, så jeg tænkte at jeg kunne forsvare mig skulle hun finde på at angribe. Vi trak os tilbage til et område hvor der ikke var andre. Jeg kunne høre min mave rumle, og håbede på at hun ikke tog det som et tegn på at jeg var svag i kraft af manglende mad, og så det som en mulighed for at angribe. Da vi nåede uden for hørevidde af andre hviskede hun ganske svagt til mig. Hun fortalte at hun gennem sit arbejde ved bønderne havde lært at der blandt dem fandtes en hemmelig kult. En kult der ikke alene tilbad skoven, men som så kæmper som en slags guder eller skytsånder for skoven og naturen i det hele taget. Mit drab af en kæmpe havde naturligvis gjort dem meget vrede, og deres leder som var en art druide havde kastet en forbandelse over mig. Dette gav mening, men jeg vidste endnu ikke om jeg kunne stole på at det hun fortalte mig var rigtigt. Jeg takkede hende for informationen, men inden jeg sendte hende væk hviskede hun til mig at forbandelsen kunne vendes til en velsignelse. Hun vidste dog ikke hvordan, men sagde at hun ville holde øjne og ører åbne. Jeg satte mig ned og tænkte over sagerne. Tidspunktet var rigtigt, forbandelsen havde ramt kort efter at nyheder som at vi havde dræbt en kæmpe var nået frem. Elethea tilbragte natten under mit tag, og i min seng, inden hun næste morgen igen blev sendt ud at arbejde. Foråret var på vej, og markerne skulle gøres klar.

Det blev en hård vinter, og jeg har nu endnu flere spørgsmål end jeg havde før vi startede på den. Dog kan jeg ikke sige mig fri for at føle at kæmpedrabet, hvis Eletheas oplysninger er korrekte, både har været en velsignelse og en forbandelse. For det har trukket en forbandelse over hovedet på mig, og meget af årets afgrøde er blevet ødelagt. Men samtidig har det været en velsignelse, for det har trukket en handlekraftig og smuk ung kvinde til Woodford Manor, en kvinde som jeg kunne se som en fremtidig kone og bestyrer af min ejendom. Hvis jeg altså kan stole på hende…

Andrés

Andrés starter vinteren med en vildsvinejagt, der dog går grueligt galt. De to bedste jagthunde han havde lånt sig til, bliver dræbt af en unaturligt stor orne og samtidig bliver han selv skadet alvorligt i venstre ben i forsøget på at nedlægge bæstet. Der går flere måneder med febervildelser, vanvittige mareridt om vildsvin og ornetænder. Omkring midvinter begynder helbredet dog langsomt at vende tilbage og med møje og besvær bliver benet brugbart igen.

For at fejre de genvundne kræfter deltager Andrés i et bal ved Salisburys hof og forelsker sig naturligvis i en smuk men for ham ukendt ungmø. Gennem megen møje og besvær lykkedes det dog at finde ud af hendes navn Estrild – kun for at få at vide at hun er lovet bort til den unge håbefulde væbner Ben.

Bens far Sir Alex har været heldig med driften af sit gods og i sommerens slag, så han har vundet så megen hæder at han nu åbent gør forsøg på at lægge Westmoor til sit gods. Sir Bruce er dog også interesseret i at få Westmoor, så der udbryder en juridisk dyst mellem de to parter om at få lov at genoprette driften af godset og dermed lægge det til deres egne jorde. Andrés overhøres totalt i forhandlingerne og Jarlen lader til at læne sig mod en løsning der splitter godset i to for at dele det mellem de to naboer.

Midt i disse forhandlinger besøger Andrés sin fars grav på Westmoor. Han ankommer sent på dagen og slår lejr i skovkanten et stykke fra graven. Han tænder bål og venter på daggry inden han besøger farens grav. Næste dag regner det og hans humør er helt i bund og han har egentligt fuldstændig opgivet godset som tabt. På vej tilbage til sin lejr og hesten støder han tåen mod noget i hjørnet af farens gravsted. Han snubler og slår hovedet hårdt mod gravstedets stensætning. Han får en voldsom flænge i panden og er bevidstløs i flere minutter. Da han kommer til sig selv går han vaklende hen mod hesten men fortryder med den ene fod i stigbøjlen og vender tilbage til graven. Han undersøger hvad han var snublet i og finder en stødtand stikkende op ad jorden på faderens grav. Han graver og finder et forvredent og knortet vildsvinekranium begravet i jorden over faderens grav. Han tager kraniet med sig og kaster det i vrede ind i bålet. Til hans store overraskelse brænder vildsvinekraniet med en eksplosiv voldsomhed, under stor syden og sprutten samt med meterhøje grønne flammer.

På vej tilbage til Salisbury møder Andrés nogle af de ganske få bønder der fortsat bor i området og som kan huske hans far. Mod al forventning ser den lille fæstegård utrolig velnæret ud. Bonden byder ham helt uventet indenfor og pga. det seneste døgns mærkelige hændelser takker Andrés for indbydelsen og træder indenfor. Bondens smukke datter tilser Andrés’ sår. Bonden fortæller ham hvor stor pris han satte på Andrés families herrerskab og at mange små folk i området i deres stille sind håber at tingene ville blive som før. Han fortæller ligeledes Andrés om rygter om at en røverbande holder til nærved. Andrés lover at undersøge sagen og på vej videre kommer han forbi det påståede sted. Han finder røvernes skjulested i et enormt hult træ men finder det dog forladt, øjensynligt igennem længere tid. Til sin store overraskelse finder han et skrin med adskillige smykker, mønter, et par sølvbægre og en meget smuk daggert.

Da Andrés vender tilbage til Salisbury skal det endelige retsmøde afholdes vedr. godsets skæbne. Til alles overraskelse vælger Jarlen lægge jorden til sit eget gods, samtidig med at han udpeger Andrés som Steward. Jarlens modvilje mod de to versallers grådighed er slet skjult.

Sammen med Jarlens modvilje mod Alex’ fremfærd og nogle grimme rygter om at Ben har bedrevet både hor og svir (som Andrés INTET har med at gøre) ophæves trolovelsen mellem Ben og Estrild.

Vinteren Anno Domine 486

GPC Silkeborg saksdebel saksdebel