Vinteren Anno Domine 487

Vinteren 487

Drogo

Sikke et år. Efter at have tilbragt så mange timer på en gyngende båd, gør det godt at komme tilbage og få fast grund under fødderne. Der har også været brug for at komme godt til hægterne, og at blive slået helt ud i slag huede mig absolut ikke. Men jeg ser det mere som et udslag af forbandelsen end mine egne manglende evner på slagmarken.

Ved hjemkomsten så jeg noget der hang og dinglede i efterårsvinden på det store hvide træ uden for mit fædrene gods. Træet har ikke båret blade i årevis, så jeg red hen til træet og så der en dukke der han og fløj fra side til side. Jeg skar dukken ned, og den føltes underlig. Da jeg kom tilbage foran ilden, kiggede jeg nærmere på dukken. Jeg havde set den slags før. Det var en forbandelsesdukke, og da jeg inden i fandt en ring, som i årevis havde været væk for mig, vidste jeg at nogen var ude efter mig.

Mens jeg sad og kiggede nærmere på dukken var der pludseligt noget andet der fangede min opmærksomhed. Rebet som dukken havde haft om hals var noget særligt. Der var vundet en rød tråd ind blandt de andre tråde. Jeg havde set mange reb i min tid, men kun en rebslager som vandt rød tråd ind i sine reb. Hans værksted var ikke langt fra godset, og jeg drog straks afsted med min væbner for at hente ham.

Han kom med op på godset. Historien som han fortalte var lød overbevisende: Kort efter at rygtet om at jeg havde slået en kæmpe ihjel sidste år, kom heksen en sen aften forbi rebslagerens bolig. Hun ønskede et reb der var lavet på en helt speciel måde. Rebslagere forklarede mig at han ikke brød sig synderligt om heksen, men da hun tilbød en hel pund for dette stykke håndværk kunne han ikke undslå sig. Endvidere var han bange for hvad heksen ville gøre ved hans kone og sønner hvis han afslog. Hvad hun skulle bruge rebet til nævnte hun aldrig, og rebslagere havde ikke turdet spørge.

Jeg sendte ham væk igen. Kort efter sad jeg igen i mine egne tanker ved ilden, men pludselig stod der en person ved siden af mig. Det viste sig at være Elethea. Min mor havde sendt bud efter hende, da hun nu havde tjent et år markerne som aftalt. Jeg vidste stadig ikke helt hvad jeg skulle stille op med hende, for hendes virkelige identitet kunne jeg ikke finde ud af. Jeg modtog hende dog med åbne arme, og spurgte hende hvad nyt der var fra bønderne. Hun fortalte mig at bønderne ikke var trygge. Der var generelt uro blandt dem, og en utilfredshed med at jeg ikke gjorde nok for at sikre deres tryghed. Jeg spurgte undrende ind til hvad der dog skabte denne utryghed. Hun fortalte mig om heksen. Gennem flere år har hun terroriseret landsbyboer, og har de nægtet at give hende hvad hun bad om har hun truet med at forhekse dem. Enkelte har modsat sig hendes ageren, men de var alle kort efter kommet ud for mystisk ulykker.

Jeg takkede Elethea for informationerne, og lod hende blive på borgen. Hun virkede god til at opsnappe informationer, og havde tjent godt blandt bønderne. Hun ville nu overgå til en funktion som min mors håndfrøken. Det er tættere på de funktioner som hun har haft før, hvis jeg bedømmer hende rigtigt. Derudover er det ikke dårligt at have hende tæt på, både til at opsnappe informationer, men også til at varme min seng.

Kort efter hun havde forladt min side trådte min mor ind. Hun ville dele et rygte hun havde hørt, mens hun havde været sammen med nogle gamle veninder. Rygtet går på at jarlen af Hampshire har udsat en dusør på hele 50 pund til de personer der kan bringe hans datter og hendes håndfrøken tilbage til ham. Hun mistænker Elethea for at være enten datteren eller hendes håndfrøken. Og jeg tror at hun måske har ret, men om Elethea er datteren eller hendes håndfrøken kan jeg ikke afgøre på nuværende tidspunkt. Og om jeg vil levere hende tilbage vil jeg også afvente. Jeg tænker at der må være en grund til at hun er flygtet, og dette vil jeg gerne undersøge nærmere.

Dagen efter tog jeg ud i området, for at tale med bønderne. De fortalte gennemgående den samme historie som jeg havde hørt fra både rebslageren og Elethea. Jeg var nu overbevist om at dette var noget som jeg burde gøre noget ved. Men heksens kræfter skræmte mig lidt. Og at drage afsted alene var jeg ganske overbevist om ville være en dårlig ide. Jeg lovede de mennesker jeg talte med at jeg ville kigge nærmere på sagen, og finde en måde at drive heksen væk på.

Resten af vinteren var ganske kedelig. Jeg tilbragte mange timer med Elethea når min mor ikke havde brug for hendes tjeneste. Hun fortalte mig et og andet i hvordan hun lærte folks hemmeligheder, og hvordan hun talte til forskellige ting. Der blev dog også tid til at træne ganske meget med min væbner. Han bliver stærkere og større for hver dag der går synes jeg. Hans teknik mangler stadig meget, men i ren råstyrke nærmer det sig at han kan matche mig.

Vinteren Anno Domine 487

GPC Silkeborg saksdebel saksdebel